Sæsonen for sommerrevyerne skydes snart i gang!

29.02.2024

Allerede i april måned har den første premiere. Det er Aarhus Revyen, der har æren af at byde publikum indenfor og de har premiere d. 5. april.

I den forbindelse sætter Mikkel Schrøder som er revyens ejer ord på, hvilke særlige træk der er ved netop Aarhus Revyen:  

“Vi spiller i Århus. God musik og forhåbentlig et frisk pust i en branche, der skal se ind i fremtiden. Med det sagt, så har enhver revy i Danmark særlige træk og er sin egen. Det er netop forskelligheden, der gør genren spændende”

 

Mikkel fortæller, at der ikke ligger noget yderligere pres på Aarhus Revyen, selvom de er den første revy, der spiller i sommersæsonen, derimod fortæller han: 

Vi holder fokus på at lave en god revy – uanset hvor i sæsonen vi ligger”

 

Generelt for alle revyer, er det vigtigt hvert år at medbringe numre og stof, der er aktuelt. Dertil er Mikkel også blevet spurgt, hvor deres revy finder inspiration til nye numre, hvortil han svarer:

“I samfundet, tendenser, moder, luner, krige, intriger – what ever. Kunsten er at sortere i det og at omsætte tanker til ord”. 

 

Når de nye numre efterfølgende skal evalueres, og det skal vurderes om, publikum er begejstret for årets show eller ej, fortæller Mikkel med revy-humor, at han afgør dette på mængden af tomater og tomme flasker der har ramt scenekunstnere. 

 

For bedst muligt at undgå den situation, forsøger Aarhus revyen at afstemme med sit publikum; men tager også chancer og udfordrer sit publikum. Derfor inkluderer de lokalt stof til århusianerne, men har også materiale som hele landet kan grine af. Dertil tilføjer han: 

“Den satiriske og kommenterende kunst og kultur har det bedst, når den ikke sættes i bås”

 

Mikkel Schrøder er ikke blot ejer af Aarhus Revyen, men er også selv med til at optræde på scenen, når revyen spiller fra d. 5. april til d. 4. maj 2024. 

 

Aarhus Revyen