Det har været en fast tradition at hylde Årets Revykomponist ved Revyernes Revy siden starten i 1979. På revyscenen lægger vi ofte først mærke til dem, der optræder på scenen, men komponisten bag er en væsentlig del af, at hele revyen hænger sammen og bliver succesfuld.

Prisen har de sidste 20 år været støttet af KODA – Dramatik, og i år er ingen undtagelse. Prisen uddeles ved, at juryen vurderer, hvem af de tre nominerede der skal løbe med sejren.

I år blev det Thomas Pakula, både for Sønderborg Sommer Revy Show og Græsted Revyen. Thomas vandt selvsamme titel både i 2000 og 2015, og kan derfor prale af at vinde titlen cirka hvert 10. år.

Til prisoverrækkelsen under Revyernes Revy udtalte juryen således om Thomas:

“Man er altid i de bedste musikalske hænder hos Pakula. Han kan skrive en traditionel, fængende revymelodi til en underfundig vise, skabe parafraser over kendte musikalske temaer, arrangere store potpourrier og komponere flotte popnumre”.

Thomas har leveret musik og været kapelmester i mange forskellige revyer rundt om i landet og især været tilknyttet Sønderborg Sommer Revy Show. Derfor kan han også i år fejre 25 års jubilæum hos revyen, hvor han har været kapelmester og komponist siden 1999.


Stort tillykke til Thomas Pakula!

Thomas Pakula 2024