Prisen “Årets Revy” er blevet uddelt siden 2005 og er for første gang i år støttet af Dansk Skuespillerforbund. Hvert år bliver tre revyer nomineret til prisen, hvorefter juryen afgør, hvem der løber med sejren.

Årets Revy blev i år modtaget af Rottefælden, også kendt som Svendborg Sommerrevy.

Juryen udtalte således under prisoverrækkelsen: 

Efter 140 sæsoner kan Rottefælden endelig hjemtage titlen som årets revy. Med revyparret Christine Astrid og Mikkel Schrøder, uortodokse Troels Malling og nationalklenodiet Jan Schou på scenen gik alt i år op i en højere enhed. Også musikalsk – takket være kapelmester Jens Krøyer. I Rottefælden skuer man fremad – uden at fornægte sin “glorværdige fortid”.

Rottefælden er en af Danmarks ældste revyer og kan i år fejre 140 års jubilæum. Efter nogle år på teatret inde i Svendborg City, er revyen nu igen tilbage på landets ældste revyscene, som tilmed ligger i smukke omgivelser i skoven ved Svendborg.

Stort tillykke til Rottefælden!

 

Rottefælden 2024