Vinterrevyen “Pejseshow” havde premiere d. 6. september som altid på Hotel Pejsegården i Brædstrup i Jylland. En af de trofaste revyskuespillere, der nemt kan genkendes på Pejseshowets scene, er Farshad Kholghi, som til næste år fejrer 40-års jubilæum som dansker.

 

Farshad har i mange år optrådt på forskellige danske revyscener, men føler sig bestemt hjemme ved Pejseshowet. Her har han især optrådt med humoristiske numre, men på andre scener har han også optrådt med mere alvorlige numre. Det er de alvorlige numre, som Farshad bliver mest nervøs for at optræde med:

“Jeg overskrider lidt min egen grænse, når jeg skal være alvorlig. Det ligger i mit DNA at få folk til at grine, og hvis folk ikke griner af mig på revyscenen, så føler jeg, at jeg har været dårlig.”

Farshad har erfaring med både revy, komik og foredrag. Han mener, at det er revyen, der er den sværeste kunst at mestre og udtaler:

“Det er en kunst at kunne være alvorlig og sjov i samme nummer.”

Derudover er Farshad en mand, som elsker at tale, hvilket han netop har god mulighed for ved både foredrag og komik, men i revyen er det vigtigt at være skarp og komme frem til pointen hurtigt.

“Jeg snakker normalt meget og det kan jeg ikke få lov til på samme måde i revy. Her er det vigtigt at være skarp. I sin tid skrev jeg flere klummer, og her har man netop meget få linjer at gøre godt med, så det har jeg lært noget af og kan trække den læring med i min revyoptræden.”

 

En anden væsentlig faktor ved revy er, at man skal tilpasse sig rummet. Farshad har erfaring fra flere forskellige revyscener og har anvendt samme nummer i forskellige revyer, hvilket han oplever som en udfordring. Farshad har før oplevet, at han skulle gengive et nummer i Pejseshowet, hvor han var meget nervøs for udfaldet, fordi rummet var større, end der hvor han sidst havde stor succes med nummeret.

“Jeg ændrede i tempoet og skruede op for energien for at erobre scenen. Jeg er nødt til at tro på at det virker, for det giver publikum ro og så stoler de på mig. Det gik godt og jeg var stolt af at kunne finde ud af at justere energien efter rummet.”

Afslutningsvis fortæller Farshad, at han på Pejseshowet spiller med “det mest fantastiske hold”. Vil du selv opleve det, spiller revyen frem til d. 9. november 2024.
Pejseshow 2023