Skuespillerforeningen af 1879 har nu i samarbejde med RevyDanmark netop afholdt Revyernes Revy for 45. gang. Og det blev igen en festlig aften med numre fra alle landets sommerrevyer i en velkomponeret forestilling.

Den festlige aften er samtidig en hyldest til revybranchen, hvor der uddeles velfortjente
priser i 7 forskellige kategorier. Ikke uventet løb Cirkusrevyen med titlen som årets revy – i hvis telt Revyernes Revy også blev afholdt.
I salen i teltet på Bakken sad søndag aften mere end 1.000 forventningsfulde mennesker. De skulle se og gense numre fra landets mange forskellige sommerrevyer og derudover endda medvirke til prisuddeling i revygenrens forskellige udvalgte kategorier.

Forestillingen var en overdådig blomsterbuket af numre sat sammen på den helt rigtige måde under ledelse af instruktør Michel Carstenholt. Den veloplagte konferencier Martin Knudsen førte publikum igennem aftenens show. Slutteligt var det henholdsvis formand Steen Stig Lommer og næstformand Gunvor Reynberg for Skuespillerforeningen af 1879, der overrakte de mange priser:

 

ÅRETS REVY
Cirkusrevyen, sponsoreret af Familie Journalen.

 

ÅRETS DIRCH – ÅRETS REVYKUNSTNER
Bodil Jørgensen, Cirkusrevyen, sponsoreret af BilledBladet

 

ÅRETS REVYKOMPONIST
Johann Gustav, Bornholms Sommerrevy, sponsoreret af Koda Dramatik

 

ÅRETS REVYFORFATTER
Carl-Erik Sørensen, sponsoreret af Koda Dramatik

 

REVYPRISEN
Sanne Falk, sponsoreret af Varelotteriet, som i forvejen støtter kulturen gennem RevyDanmark.

 

ÅRETS TALENTPRIS
Teit Samsø, Sønderborg Sommer Revy Show, sponsoreret af Dansk Solist Forbund.

 

ÆRESPRISEN
Jan Schou, sponsoreret af Danske Populær Autorer

 

RevyDanmark glæder sig over endnu en Revyernes Revy, hvor dansk revykunst præsenteres på fornemmeste vis. Revy er jo scenekunst, hvor tidens emner er på spil og magthaverne og andre fremtrædende personer står for skud i et aktuelt perspektiv. Det kan også være om generelle tendenser, hvor vi som mennesker får et satirisk puf. Derfor er revyerne med til at skabe debat mellem os mennesker med satiren som udgangspunkt.

Revyerne tager traditionen tro fat i årets samfundsmæssige udfordringer, som i 2023 har særligt har været sundhedsskandalerne, regeringspartiernes/formændenes studehandler og løftebrud. Klima som jo ellers er det helt store tema på dagsordenen i hele verden har i lidt mindre omfang været et gennemgående tema, hvilket det dog i stort omfang har været de tidligere år.

Som to af Jurymedlemmerne Søren Vinterberg og Lars Wallenberg mener:
Så er et godt revynummer et, der kaster et overraskende og dog genkendeligt lys på et aktuelt eller helt almenmenneskeligt emne, gerne med en absurdistisk, humoristisk eller i hvert fald ironisk drejning. De ser også begge en ny tendens i viljen til at kombinere vid med ægte bid, en alvor midt i løjerne. Således at billige grin får skarpere tænder.

En anden af Jurymedlemmerne Rikke Rottensten peger i sin artikel Årets 5 revytemaer med tilfredshed på at visen med det alvorlige budskab, som kræver at publikum lytter og ikke griner, er tilbage.

Mere end 250.000 mennesker har allerede set revy rundt i hele landet, og der er endda flere revyer, som har premiere her i efteråret.
Så alt i alt så er revygenren i fortsat udvikling og vigtigst af alt – fortsat i stand til at skabe satirisk scenekunst, som det danske publikum har adgang til rundt i hele landet.