Af Klaus Knakkergaard
Som en stædig linedanser har Leif Maibom i 47 år balanceret på de ultrafine grænser, der kendetegner den gode revytekst. Ikke for grov, ikke for vag. Ikke højpandet, ikke fladpandet. Ikke for dum – men altid kun for sjov.
Kun for sjov. Tre ord, der i snart et halvt århundrede og over tusinde tekster har fulgt Maiboms karriere og indstilling. Hvad enten de trillende tårer skyldes grin eller gråd, så har der altid været et element af “kun for sjov”.
– Det er derfor, vi kommer i revyen. Vi skal have det sjovt. Det er svært at definere, hvad den gode revytekst er, fordi der er så mange forskellige slags. Der er monologer, viser, sketches. Der er emner med mere eller mindre alvor, og vi kan gå mere eller mindre til grænsen. Men pointen er, at vi skal have det sjovt, siger Leif Maibom.
– Og bredt sagt skal den gode revytekst have appel til den tid, vi lever i. Det kan være krigen i Ukraine, boligskatter eller hvad pokker, der nu fylder i samfundet, som revyen sætter på spidsen. Så overdriver vi det lidt og gør det hele lidt sort/hvidt, så alle forstår det. Det er det, der er selve kernen i revyen.
I en konstant udvikling har Leif Maibom været et fast anker, som revyens vigtige traditioner kan hæfte sig ved. Han har fra scenekanten set tiderne skifte – i skriverummet, på scenen, blandt publikum og ude i virkeligheden.
– Det er meget anderledes at skrive i dag end da jeg begyndte i 1978. Lad os tage dem, vi skriver om, eksempelvis: Hvor er de sjove politikere i dag? Du kan næsten ikke skrive en parodi på en minister mere – vi kender dem jo ikke, fordi de alle sammen er så sindssygt anonyme. De skal dumme sig noget mere, de skal simpelthen skeje mere ud, lyder opfordringen.
– Men det er jo ikke det eneste, der har ændret sig. Fællesnævneren bliver mindre og mindre. Det er meget svært at lave sjov med specifikke tv-programmer i dag, fordi du ikke kan være sikker på, at du rammer bredt blandt publikum. Vi ser for meget forskelligt, siger Leif Maibom og fortsætter:
– Dertil kommer, at der også er blevet kortere tid pr. nummer i revyerne. Da jeg begyndte, havde vi omkring 10 numre pr. halvdel – i dag er vi på 15. Men den samlede spilletid er den samme. Det betyder logisk, at hvert enkelt nummer er blevet kortere, og det giver mindre tid til at få alle med og slå pointen fast. Det skal være strammere og skarpere. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det er anderledes.
Aldrig en Facebook-kriger
Hvor arbejdsvilkårene har ændret sig med årene, består langt størstedelen af principperne. Heriblandt den helt grundlæggende respekt for dem, der gøres grin med.
– Jeg har aldrig – og kommer aldrig til – at skrive en tekst om et andet menneske, som jeg ikke selv tør læse op foran dem. Det er et ufravigeligt princip, som også er med til at sikre, at når jeg parodierer et menneske, så gør jeg det med respekt. Og ofte synes mine “ofre” i øvrigt, at det er skidesjovt. Jeg lavede en tekst om Thyra Frank, og jeg gjorde hende både større og mere naiv, end hun er – og hun var den, der grinede højest, da den blev spillet. Jeg har også været ekstremt grov ved Inger Støjberg, men hun har altid været den, der jublede mest. Du skal skrive med respekt, selv om du gør grin – ellers kunne jeg lige så godt skrive løs på Facebook.
Og skulle man være så “heldig” at havne i kløerne på Maibom og kollegerne, så husk på, at det strengt taget skal ses som en hyldest, hvis man ender i en revy. Ofte får man der mulighed for at sige det, man ellers ikke kan – som hvis man eksempelvis er dansk dronning.
– Traditionelt set er kongehuset en stor del af revyerne – ofte personificeret ved regenten. Der har Margrethe været en gave, fordi hun er så kompleks og har så mange lag og interesser. Det er lidt anderledes med Frederik, som mest gør sig bemærket med sin svære omgang med det danske sprog. Lykkeligvis har vi vide grænser for at gøre grin med kongehuset, der i øvrigt også ser ud til selv at more sig. Måske hænger det sammen med, at jeg blandt andet altid lader hende sige noget om sin egen familie og de danske politikere – noget hun ellers ikke kan sige højt. Det viser, at hun er en superskarp stemme, som ikke har taleret.
Selv om respekten er Maibom magtpåliggende, er det lige så grundlæggende for revyen, at den skal gå så tæt på grænsen som overhovedet muligt. Hvor grænsen går, er en definitionssag – hvilket i den seneste tid er blevet tydeligt.
– Jeg oplever mere og mere, at der er ting, man ikke kan og må, som vi gjorde tidligere. Jeg er af den holdning, at det er problematisk, hvis vi begynder at udøve selvcensur mod os selv. Hvis revyen skal noget, så skal den krænke. Det er et rum, hvor vi kan sige lidt mere, skubbe lidt mere. Ikke bare for at gøre det, men fordi vi elegant kan sætte det på spidsen og formidle det med et grin – altid kun for sjov, siger Leif Maibom og sætter to streger under velsignelsen og forbandelsen: Det skal være for sjov.
Ifølge Leif Maibom synes der at herske et dogme blandt kritikere og iagttagere af revyen, at man jo ikke kan grine sig igennem tilværelsen. Hvilket på flere måder må siges at være en misforståelse. På den måde er det med revy som en velskrevet popsang.
– De (kritikere, red.) fokuserer på, at de griner, men de tænker ikke over, hvad de griner af. Så går man ud med følelsen af, at jo, det var sjovt – men hvad ville man egentlig sige? På den måde kan grin være en forbandelse. Teksterne er jo, som jeg sagde tidligere, baseret på den aktuelle virkelighed – og den er ofte ret alvorlig og værd at sige noget om. Vi gør det med et grin, siger han og fortsætter:
– Det er lidt som at lave en god sang med en god melodi. Så klapper folk med – uden at høre teksten.
