Bente Eskesen er en alsidig kunstner og har gennem karrieren spillet på en række af de danske teatre og revyer.
Bente modtog i 2022 årets Dirch (årets revykunstner) ved Revyernes Revy, og havde følgende at sige om prisen, hun modtog sidste år.
Hvad var det første du tænkte, da du fik Dirch prisen – årets revykunstner?
“Jeg fik en varm og god følelse i kroppen og tænkte “det var dejligt”
Igennem mine mange år, hvor jeg har arbejdet med den svære og spændende revy-kunst – har jeg været nomineret 3 gange, så jeg var meget glad for at få den, inden rollatoren indhenter mig!!!
Jeg glemmer heller ikke mine kollegers højlydte opbakning – ikke kun fra Nyk. F. Revyen – men også fra alle revyerne, der stod på scenen den dag.
Prisen er opkaldt efter en af de største kunstnere igennem tiderne, nemlig Dirch Passer. Et menneske der gav alt til sit publikum.
Da jeg var barn oplevede jeg ham på ABC Teatret og senere var jeg så heldig at trykke hans hånd ved den første “Revyernes Revy” jeg deltog i.
Jeg har altid haft stor respekt for Dirch Passers specielle talent, hvor sårbarheden har været en del af hans eksplosive udtryk.”
Hvad har det betydet for dig efterfølgende?
“Det er noget sjovt noget – det med priser!
Før i tiden gik jeg ikke op i det. Men senere i livet er mit syn blevet anderledes.
At få “Årets Dirch” har betydet mere end jeg havde regnet med.
Jeg ser det som en stor anerkendelse af mit arbejde og det er jeg taknemmelig for.”
Hvad betyder det for dig, at branchen fejres ved Revyernes Revy?
“At vi får flere mennesker til at se REVY.
“Revyernes Revy” er en festlig dag, hvor vi samler ind til et godt formål. Her er der en mulighed for at revyglade og nysgerrige mennesker kan komme og se en masse gode og sjove numre fra de MEGET forskelige revyer, for de danske revyer har hævet barren betydeligt igennem årerne.
Nye skuespillere, instruktører, musikere, scenografer, teknikere og tekstforfattere er kommet til, som er interesseret og følger med i det samfund vi befinder os i.
Reklamemæssigt er det også rigtig godt for hver enkelt revy. Jeg ved det af erfaring fra dengang vi havde “DragsholmRevyen”.
De lokale publikummer til hver enkelt revy bliver stolte over, at DERES revy er med i “Revyernes Revy” og er man nomineret og får priser – batter det ekstra på billetsalget.
OG til sidst er det en dejlig “Fætter og Kusine-fest” – hvor vi kan se hinanden og snakke godt og grundigt igennem, hvilket vi også gør!!!”