Fornem hæder til medstifteren af RevyDanmark og ejer af Cirkusrevyen

08.03.2023

Fornem hæder til medstifteren af RevyDanmark og ejer af Cirkusrevyen – Torben ”Træsko” Pedersen
Efter årets generalforsamling blev Torben ”Træsko” Pedersen tildelt en af landets fornemmeste ordener – nemlig Ridder af Dannebrogordenen.

Torben troede bare, at han skulle nyde en god middag sammen med sine kolleger i branchen, men først kom der en fællessang på revyvisen – ”Jeg har aldrig fået noget” fra Cirkusrevyen 1953, som hans gode ven og kollega Leif Maibom havde omskrevet til dagens helt særlige anledning.

Dernæst kunne formanden for RevyDanmark Lars Arvad på vegne af Hendes Majestæt Dronningen overrække den fornemme orden –Dannebrogordenens Ridderkors til Torben ”Træsko” Pedersen. Det var tydeligvis en stor og glædelig overraskelse for Torben. Stort tillykke til Torben.

I talen fremgik det også tydeligt, at bag en enhver mands succes står en stærk kvinde. Sammen har Torben og Sanne med stor flid, mod og kløgt skabt en institution indenfor dansk revy – et pejlemærke for komik og satire og for folkelighed i ordets smukkeste forstand. Det er nu Danmarks suverænt største revy – et flagskib for såvel revybranchen som hele kulturlivet.