Ane Høgsberg er en anerkendt dansk standup-komiker og comedy writer. Hun har været en aktiv del af standup-scenen siden 2008 og er kendt for sit grænsesøgende og kompromisløse materiale, som hun leverer med jysk charme og selvironisk distance. Ane Høgsbergs stil er ofte karakteriseret ved at kaste lys over livet som moderne kvinde og udforske menneskets mørke sider og de emner, der optager os alle, hvilket resulterer i både ærligt og latterfremkaldende standup.
Nu skriver hun også tekster til revy og skal medvirke i Sønderborg Sommer Revy Show næste sommer. Her har hun indvilget i et interview om det at skrive tekster til revy og sammenligningen til standup. Her er der kommet mange spændende og inspirerende perspektiver frem.
Hvordan startede det hele med at skrive tekster til revy?
Det der med tekster startede med, at jeg blev spurgt om nogle tekster til ”City Singler” via Trine Gadeberg. Trine fortalte, at de havde brug for en sjov dame, der var yngre end dem selv, til at skrive tekster. Det var i 2013 eller 2014. Jeg kunne rigtig godt li´ at komme med noget, som ikke lige var standup – altså et andet univers. ”City Singler” kaldte sig ikke revy, men formen var jo den samme. Så det var dem, der skubbede mig i gang.
Den grundlæggende interesse for revytekster kom nok tilbage i 2008 – i de lidt tidligere standup dage samt miljøet omkring ”Specialklassen”. Jeg havde måske bare ikke ville indrømme overfor mig selv, at jeg faktisk godt kunne li den der sketch form. Det var ikke cool at sige, når man var sådan standup sej.
Da jeg skulle skrive den første revytekst, brugte jeg meget energi på at få det ud fra mit hoved og så ud i en tekst. Jeg plejede jo kun at skrive til mig selv. Når jeg skriver, tænker jeg meget på, hvordan publikum skal se ud i hovedet, når de får teksten serveret. Hvordan en punchline skal afleveres. Nu skulle teksten leveres foran publikum af en anden end mig!
Hvordan er det at levere en revytekst?
Det er svært for mig at give slip på teksten. I standup branchen er det jo ikke normalt at skrive tekster til hinanden, så det er en helt ny proces for mig. Så det punkt, hvor teksten afleveres og man ikke længere selv har indflydelse på, hvordan den kommer videre, er vildt mærkeligt.
Det er mærkeligt, fordi en kunstner nok lider af kombination af storhedsvanvid og mindreværd. Bare de nu bruger teksten, som den var tiltænkt og kan de nu også forvalte idéen med teksten. Men usikkerheden er også, om publikum synes, det er sjovt.
Det er nemmere med standup, fordi jeg selv har friheden til at omskrive, mens jeg er i gang. Der er meget mere på spil, når man skal skrive til andre end sig selv. Jeg føler mig ret nøgen, fordi jeg som tekstforfatter ikke kan gøre noget, når teksten leveres på scenen. Det er også angstprovokerende at sende en tekst, som andre så blot kan sige nej tak til.
Hvordan har du det med, at der bliver tilpasset i din tekst?
Jeg har en faglig stolthed i selve jokesne. Det vil udfordre mig lidt, hvis jeg skal diskutere, hvad der er det sjove – det er jo ligesom min faglighed. Så hvis der skal ændres for meget i det, så er jeg måske ikke det rigtige match. Men jeg vil jo rigtig gerne det her, og ved at der er meget, jeg skal lære, så jeg er omvendt også meget lydhør. Jeg går virkelig til det med stor ydmyghed, jeg har stor respekt for genrens 175 år virke.
Hvad vil du gerne være kendt for som tekstforfatter om 10 år?
Det er et spændende spørgsmål! Jeg vil forhåbentlig være kendt for tekster, som er korte og præcise. Derudover skal der være en genkendelighed og spejling af sig selv eller én du kender godt. Den genkendelighed skal komme ret hurtigt. Publikum skal opleve den der følelse af, at det er et vink til mig selv eller en glæde over, at det ikke er mig.
Kort og præcist er min spidskompetence og det kommer nok med min baggrund i standup. Hurtigt hen til pointen, hvad er det sjove og så videre. Jeg vil sætte aftryk ved at tilføre tempo. Jeg vil økonomisere med ordene og ud med al fyldet, det skal være kækt og hurtigt. Det er det, jeg bedst selv kan li´ og det jeg vil tilbyde. Det, der interesserer mig, er at tage noget småt og gøre det større. Noget der kan virke meget personligt og så gøre det alment.
Jeg tror ikke selv på tabuer, for mig kan man tale om alt, så forviklingsnumre baseret på tabubelagte emner, vil nok ikke komme fra mig. Mine tekster kommer nok heller ikke til at rumme den politiske dagsorden. Det interesserer mig ikke så meget og det er der mange andre, der er bedre til end mig.
Hvad må publikum gerne tale om efter at have set et af dine numre?
Jeg vil gerne, at publikum efterfølgende snakker om, hvem det var karakteren ligner. Altså at de udveksler synspunkter om, hvem der er lige sådan eller uha hvordan kunne de fange det hjemme fra mit liv! Og at de synes det var sjov og relevant.
Hvordan har du det med alvoren i teksterne?
Jeg tror på, at der er alvor i humoren og omvendt. Det er heller ikke fjernt for mig at skrive om alvorlige emner, men lige nu nyder jeg bare, at det skal være sjovt uden nødvendigvis så mange reflektioner efterfølgende.
Meget standup er meget navlepillende og indad skuende. Det er derfor dejligt at skrive til andre. Øve sig i at skrive noget, som ikke har noget med mig at gøre. Altså at hæve sig lidt over en selv og se hvad der rører sig rundt omkring. Dejligt at det ikke handler om mig.
Hvad tænker du om næste år selv at skulle på scenen i Sønderborg Sommer Revy Show?
Fedt at skulle lavet noget andet end stand up. Jeg trives godt med noget, der er svært. Jeg har også stor respekt for genren. Så den ene dag ser jeg mig selv som revyskuespiller med stolthed og den anden dag er jeg ved at tisse i bukserne af skræk.
Jeg er jo vant til at kunne fjolle mig ud af det, men jeg tager det her gravalvorligt og vil virkelig gerne gøre mig umage for at vise, at det ikke bare skal være plat. Jeg glæder mig også meget til at være en anden end mig selv på scenen.
Jeg er sådan en, der bare vil være god med det samme, men det vil jeg jo ikke være her. Så det er vildt angstprovokerende og så tænke på at skulle stå overfor nogle rigtige skuespillere. Det er et sindssygt hold, jeg skal spille sammen med. Da jeg hørte Ole Kibsgaard skulle være kapelmester, forstod jeg det slet ikke oppe i mit og Thomas Eje er lyden af min barndom. Så nu skal jeg tage mig sammen og ikke komme til at sige noget åndsvagt. Play it cool, men jeg er slet ikke cool omkring det. Efter at vi har mødtes et par gange, er jeg dog mere afslappet omkring det, men stadig med stor ydmyghed.
Kunne du tænke dig at skrive en tekst til dig selv?
Jeg vil jo ikke have noget imod at lave en monolog, det er jo trods alt, det jeg gør. Når jeg skriver en tekst, så har jeg mig og Lasse (kæresten) oppe i hovedet. Så ja, det kunne jeg godt. I givet fald vil jeg bruge standup elementet, herunder at bruge sig selv og Lasse som figurer.
Hvor mener du grænsen er i satiren?
Man skal huske, at det ikke er en ret at gå gennem livet uden at blive krænket. Man skal dog ikke sige, hvad som helst, fordi man kan.
I standup har vi altid været lidt i opposition til revy, fordi revy har lidt ekstra line. I revy er det jo noget, de leger og spiller, hvorimod i standup, står vi selv i egen person på scenen. Så jeg glæder mig til at få lov til at være en anden.
Jeg synes, det bliver hyklerisk, hvis vi omgår specifikke emner. Men der kan være emner, som bare er svære og hvor det virkelig skal være sjovt for overhovedet at tage emnet med – eksempelvis børn. Jeg synes, at alt det der med børn er svært. Måske er jeg bare ikke dygtig nok til at lave noget sjovt om meget alvorlige emner om børn. Har selv skrevet om alvorlige sygdom i mit eget show, men det er svært, når det er børn. Når man arbejder med svære emner, så er det vigtigt, at det sjove kommer først, så kan man ikke rigtig tillade sig at blive forarget bagefter. Når man bruger rigtige mennesker, så er det godt nok vigtigt, at det er mere sjovt end rigtigt.
Så reelt ikke rigtig nogen grænser i satiren, det skal bare skrives rigtigt.
Ane – tak for et meget inspirerende interview.
