Esben Thaysen Nissen, 17 år og studerende på HF. Esben har i mange år nørdet i revy og sendte allerede som 12 årig sin første tekst til en af de helt store revyer, fordi han selv synes, han havde en rigtig god idé. Esben har siden dengang skrevet en række revytekster og også fået dem optaget i revyer.
Hvad var drivkraften, da du som helt ung (11 år) startede?
Det handlede om, at jeg gerne ville have lavet en revy på hobby plan og der skal jo nogle tekster til. Så fik jeg en idé til en tekst med udgangspunkt i Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl. Jeg havde nemlig hørt at Ulf skulle stoppe. Samtidig hørte jeg noget om, at man kunne sende tekster ind til revyerne. Så det gjorde jeg.
På det tidspunkt vidste jeg ikke noget om, at man også kunne tjene penge på det. Cirkusrevyen sagde, at de gerne vil arbejdere med den og den røg først ud lige før premieren. Det at teksten kom så langt i forløbet, blev min drivkraft til at fortsætte som tekstforfatter.
Hvor kom overhovedet interessen for revy?
Jeg har set en masse revy på tv. Jeg havde nemlig en lærer på et tidspunkt, som lavede noget meget sjovt teater sammen med os. Det kunne jeg rigtig godt li´. Så derfra søgte jeg alt med fokus på kombinationen af sange, sketchs, monologer og det hurtige skift. Det var så det, der førte mig frem til revyen.
Hvad sagde dine omgivelser til, at du blev en revy-nørd?
I starten fortalte jeg ikke til nogen, at jeg havde sendt teksten ind til Cirkusrevyen, men da den kom med i opløbet, blev jeg mere åben om det. Mine forældre har altid støttet mig, men har ikke selv interessen. Mine kammerater er også positive, men det er først nu på HF, at jeg har fundet en kammerat, som også skriver musik og vi har det virkeligt sjovt sammen. De andre snakker jeg om alt muligt andet med.
Hvem er din mentor og hvordan inspirerer det dig?
Jeg havde faktisk en mentor – Martin Jantzen. Han var god til at give mig sparring. Altså fortælle mig hvordan en tekst skal bygges op. I cirka 1 ½ års tid sendte jeg ham en tekst hver måned, hvor jeg så fik en god tilbagemelding. Oprindeligt tog jeg fat i ham, fordi jeg så, at han havde skrevet en god tekst til Cirkusrevyen. Så derfra kom kontakten.
Carl-Erik Sørensen er blevet mit store forbillede, særligt efter at jeg også selv er begyndt at skrive sange og blevet mere orienteret om, hvad der foregår i samfundet. Jeg beundrer virkeligt hele hans skrivemåde, hans måde at bygge teksterne op på og så ikke mindst hans rim. Jeg er selv meget musikalsk og så har jeg bare nørdet tekster.
Nu er du blevet ældre, hvordan har det udviklet dine tekster?
Jeg har fået en større forståelse. Da jeg startede så jeg ikke nyheder, det gør jeg nu og dermed kan jeg også bedre skrive om aktuelle emner. Når jeg hører om aktuelle emner, så tænker jeg på, hvordan jeg kan omsætte det i en tekst.
Hvad er det for en stil, du gerne vil være kendt for i revybranchen?
Gerne hvis det handler om sange med aktuelt indhold om samfundet. Hvis en revy mangler en sang, så må de gerne ringe. Det særlige ved mig er måske, at jeg ser verden på en anden måde, fordi jeg er så ung. Det handler nok mest om sproget.
Jeg tænker også meget på hvilken revy, jeg skriver til – Altså hvad er et for et publikum, jeg skriver til.
Hvad vil du gerne bidrage med i udviklingen af revyen som genren?
Formen har været meget ens de seneste år. Den skal tale mere ind i tiden, hvilket den også er godt på vej til.
Det nytænkende er, at man ikke bruger stereotyper, men går lidt mere bredt frem og dermed lidt overraskende. Jeg tror, jeg kan komme med et ungt syn på teksterne. Jeg har faktisk ikke tænkt så meget over det, men bare arbejdet videre med det, jeg kan og det jeg synes, der skal være i en tekst.
Jeg mener, at jeg er blevet bedre med årene. Tidligere var mine tekster mest pjat, men nu er det mere noget med holdning, bid i og aktualitet. Så er jeg bare generelt blevet bedre til at skrive – altså selve håndværket.
Hvad vil du aldrig skrive om?
I Go aften Danmark sagde jeg pædofili, som bare er et svært emne, at lave sjov med.
Jeg vil nok ikke sige nej, hvis jeg blev opfordret, men så skal det vinkles helt rigtigt. Så nej, jeg har nok ikke nogen grænser, men der skal findes en god vinkel. Hvis det ikke lykkes at finde vinklen, så må jeg sige fra.
Jeg synes det er godt at tage et alvorligt nummer, men der skal være en sjov vinkel i det.
Hvordan kan en tekst skabe opmærksomhed og eftertænksomhed?
For mig er det vigtigt, at nummeret skaber en eftertænksomhed og den må gerne først opstå i selve pointen. Når jeg hører om nogle tendenser i samfundet, så tager jeg det gerne op. Som for eksempel i psykiatrien, hvor der bliver stillet flere og flere administrative krav. Det lavede jeg et nummer på i år, som blev optaget i Amager Revyen.
Jeg husker en gang i en amatørrevy, hvor jeg havde skrevet en tekst om organdonorer, og hvor jeg så i pausen hørte folk tale om organdonorer. Ikke sådan i forhold til selve nummeret, men mere i al almindelighed. Det gjorde mig stolt.
Det allerbedste er dog, når jeg hører folk grine rigtig højt, men det er også fint, at der er noget at tænke over.
Hvad ville du godt have vidst inden du gik i gang?
Jeg gik jo bare i gang og vidste ikke noget om dramatisk opbygning, måden at tviste emnet på eller selve pointen til sidst. Det ville jeg godt have vidst mere om. Omvendt kunne det måske også have forskrækket mig dengang, men set i bakspejlet, så ville en grundlæggende viden have været bedre.
Det kunne også have været godt at vide noget om, hvordan det fungerer med at sende en tekst og selve afregningen. Det vidste jeg slet heller ikke noget om i starten. Senere har jeg fået opbygget et godt netværk, så nu kender jeg alle mulige og har samarbejder på tværs. Det er jo noget, der giver et godt indblik i branchen.
Hvordan synes du man kan motivere andre nye personer til at skrive revytekster?
Det vil være godt at holde kurser og måske også få input fra andre kendte tekstforfattere. Man kunne også sagtens indarbejde det i undervisningen, på skoler generelt, hvor det kunne passe godt ind i både samfundsfag og dansk. Det burde være pensum. De unge kan jo kun få inspirationen til at skrive revytekster, hvis de ved, hvad revy er.
Hvor er tekstforfatteren Esben Thaysen Nissen om 15 år?
Hovedleverandør til Cirkusrevyen ha ha. Jeg kommer ind med et ungt syn på tekster. Mit slogan kunne være Esben gør revyen ung. Jeg vil gerne fast i, at revyen skal være aktuel. Det er det, jeg forbinder med revy. Jeg vil gerne holde fast i, at revy skal være sjov og om samtiden.
Afslutningsvis er mit råd til revyerne, at de skal være bedre til at tage nye folk ind, det gælder både tekstforfattere og skuespillere. Det må ikke blive en lukket fest.

