Tor Baggers pen er muligvis en af de nyeste i revysammenhæng. Han debuterede i 2024 i Amagerrevyen, og det arbejde kastede både stærke anmeldelser og en nominering som Årets Tekstforfatter af sig ved Revyernes Revy. Blandt andet skrev Morten Buckhøj i sin anmeldelse af revyen det år:
“Tor Bagger har også leget elegant og gennemført med den Christiansborg-politiske satire, når Mille Berg som Folketingets forkvinde – pædagog på både blå og rød stue – blandt andet forbyder Mike og Jon at lege med de små længere…”
Og det er næppe helt tilfældigt, at det netop er den politiske satire, der har fanget an hos både anmelder og forfatter. Tor Bagger har stort set hele sin karriere arbejdet med medier, journalistik og kommunikation og har en helt naturlig interesse for verden omkring sig.
– Jeg har altid været interesseret i aktuel satire, uanset om det har handlet om at tage temperaturen på samfundet, politik, mediekritik eller karikaturer af persontyper. Og gennem en bred musikinteresse har jeg et kendskab til de klassiske revyviser og hele traditionen omkring folk som Kai Norman Andersen, Aage Stentoft og den slags. Men fascinationen af den samlede revyscene og hvordan de forskellige elementer kombineres til ét samlet show, er nok først for alvor kommet snigende de seneste år, siger Tor Bagger om sit forhold til revyen.
Han hverken vil eller kan afvise, at baggrunden inden for journalistik og medier har en indvirkning på teksterne. Revy skal være sjovt, men den skal også indeholde en del af den substans og samtid, den skabes i.
– Ja, det vil jeg mene, selvom det kan være svært at sige, hvad der er faglighed, og hvad der er personligt gefühl. Jeg er meget mere tiltrukket af at skrive med udgangspunkt i den offentlige debat og samfundsudviklingen end af at lave en klassisk sketch eller et stykke sjofel forviklingskomedie. Der må gerne være substans og research bag fjollerierne, så tekstindholdet ikke bare er en gimmick eller en punchline. Og der kan ikke ligge et latterbrøl i hver eneste linje, men hvis jeg kan snige et aktualitetsordspil eller vende en nørdet detalje på hovedet mellem de egentlige jokes, så har jeg også underholdt mig selv lidt i skriveprocessen.
Selv kalder han sine tekster “simreretter” – forstået på den måde, at en god tekst godt må stå og trække lidt på lavt blus, inden de sidste ingredienser tilsættes.
– Jeg kan notere en idé til et emne én dag og en idé til formen flere måneder senere. Og når jeg begynder at skrive, kan der gå adskillige uger, hvor jeg kun skriver eller omskriver få linjer ad gangen. Måske ville det se anderledes ud, hvis der ikke var job og familie ved siden af, men indtil videre har det vist sig at fungere for mig. Til gengæld er jeg kun så småt i gang med at gennemskue, hvad der kan betale sig at arbejde på hvornår. Visse samfundsdebatter kan trækkes frem mere eller mindre når som helst, mens for eksempel Trump-relateret materiale skal omskrives hver halve time, fordi han hele tiden ændrer spillepladen. Hvornår kan man nogensinde pitche sådan en tekst, hvis den risikerer at være forældet før premieren eller før revyholdet tager den op fra bunken?
Opskriften på den gode tekst
Direkte adspurgt om en sikker opskrift på den gode revytekst er Tor Bagger lige så skarp som sine tekster.
– Den korte version: Vid, bid og gode rim – i hvert fald hvis vi taler om sangene. Og så må der selvfølgelig gerne være en overraskelse eller et ‘plot twist’ undervejs. Hvis pointerne er de samme i sidste linje som i første, er man måske blevet underholdt, men næppe overrasket.
Den lidt længere opskrift kommer også omkring balancen mellem humor og holdninger.
– Man skal gerne kunne give stikpiller i både den ene og den anden retning, og hvis man kan holde et spejl op, så folk også griner en smule af sig selv, er man nået et godt stykke vej. Jeg er ikke så bekymret for polarisering eller for at skubbe publikum fra mig. Jeg tror, man skal være mere bekymret for at lave noget, folk ikke finder relevant – eller ikke kan se det sjove i.
Det er ifølge Tor Bagger i langt højere grad den manglende referenceramme, der kan være en udfordring.
– De stærke meninger er ikke nødvendigvis en udfordring set med revybriller. Men folk lever i stigende grad i forskellige virkeligheder, og det er en udfordring, hvis vores fælles referencerammer forsvinder. De seneste år er jeg flere gange stødt på udtrykket “monokultur” om dengang, vi alle så det samme i tv, forholdt os til de samme kendisser osv. Selv hvis vi ikke brød os om tidens hits, så vidste vi alle, hvad tidens hits var. I dag kan nogle grupper fare i flint over udtalelser fra en meget berømt influencer, som andre grupper aldrig nogensinde har hørt om. En tv-serie kan være definerende for en bestemt gruppe mennesker uden på noget tidspunkt at blive mainstream-kultur, som menigmand kan forventes at have en holdning til. Og det er altså svært at bygge en bredt favnende revy op, hvis de eneste fællesnævnere for publikum er kongehuset, statsministeren og vejrudsigten.
Bedømt på debuten er det i høj grad op til Tor Bagger selv, hvor langt han vil drive sit forfatterskab.
– Det er svært ikke at være imponeret over Carl-Erik Sørensen – både hans sans for ord, hans utrættelighed og hans spændvidde. Hans statsministersang “Giv mig en krise” i Cirkusrevyen for nogle år siden var ikke en revytekst, men en magtdemonstration.
